Så er VBVO på banen med et nyt projekt.
I samarbejde med foreningen “Dansk sammenslutning af tamiler i Viborg kommune” også kendt som DSTVK har vi indledt etableringen af et bageri i Puthukkudiyiruppu (PTK) i Mullaithivu-området på Sri Lanka. Bageriet kommer til at hedde “PTK Bakers and Cafeteria”.
Formålet med projektet er at åbne et bageri, som skal beskæftige mennesker, der er blevet lemlæstet eller har mistet deres ægtefælle som følge af krigen. Herved håber både vi og DSTVK på at forhøje deres levestandard og bidrage til udviklingen i området.
Projektet blev startet op tilbage i maj 2013. Efter at have valgt, hvor bageriet skulle ligge, er der blevet arbejdet hårdt på at indrette og renovere bygningen, samt anskaffe relevant udstyr. Bl.a. er der allerede blevet anskaffet en stor ovn, udstillingskabe, nogle råmaterialer og en lille truck, som skal fungere som en mobil salgsvogn. Vand- og elforsyningen er også på plads. For at bageriet bliver åbningsklar, mangles der endnu at skaffe bl.a. flere bageriudstyr, flere møbler, råmaterialer og uniformer.
Den første gruppe af potentielle medarbejdere er allerede blevet udvalgt og placeret i forskellige stillinger. Der er planer om at ansætte endnu flere, når projektet skrider længere frem. Udover, at projektet skal være selvkørende, regnes der med, at projektet på sigt vil kunne skaffe overskud, så de arbejdende kan få en god løn således, at projektet er med til at forhøje levestandarden blandt dem. Desuden er det planen, at projektet vil skaffe op mod 100-200 nye arbejdspladser, når først det kommer op at køre rigtigt. De mange arbejdspladser kommer af, at fremstilling af bageriets råmaterialer også skal være en del af projektet.
Mere info følger naturligvis, som projektet skrider frem. VBVO takker i særlig grad DSTVK for deres støtte til dette projekt.
Se billeder fra projektets fremskridt her: PTK – Bakers and Cafeteria
Comments are closed